Faste udgifter låser din økonomi

Pas på, faste udgifter låser din økonomi. Flere ydelser sælges som abonnement eller på afbetaling. Mange faste udgifter låser din økonomi og tærer på din formue.

I gamle dage handlede økonomi i familien om at betale husleje og få mad på bordet. Den tid er heldigvis forbi, og i dag er det kun de færreste familier, der har problemer med at sørge for de basale fornødenheder.

Når vi i dag taler om privatøkonomi, tænker vi mere på, hvad der er muligt, end hvad der er nødvendigt. Vi er optaget af at få råd til en flot bolig, en lækker bil, rejser, gaver og forlystelser. Og det er jo godt, for det viser, at det går godt i Danmark.

Bliv bedre til at planlægge din privatøkonomi

Snigende udgifter

Der er dog en slange i paradis, en snigende tendens til, at der kommer flere og flere faste udgifter. Når vi påtager os faste udgifter, handler det som regel om langsigtede behov. Et godt eksempel på dette er boligudgifter.

Uanset om du ejer eller lejer, er boligudgifter en væsentlig del af dine faste udgifter. Denne type faste udgifter er vi vant til at håndtere. Det er den stigende mængde af mere eller mindre faste udgifter, der bliver solgt i abonnementer, med finansiering eller på afbetaling, som udgør en snigende fare.

Finansiering af bil

Et eksempel på denne nye type faste udgifter er finansiering af bilkøb. Tidligere var det almindeligt at spare op til sin bil, og eventuelt nøjes med en billigere model som den første. Nu er det blevet almindeligt at købe bil med finansiering. Når så den første bil er betalt, køber man en ny – også med finansiering, og sådan fortsætter møllen hele livet.

Dette lånecirkus koster en almindelig familie ca. 500.000 kr. på formuen gennem livet, hvis de låner, hver gang du køber ny bil. Den ultimative finansiering er leasing, hvor du ikke engang ejer bilen.

Er du afhængig af lån?

Flere faste udgifter

Det fleste familier har i dag en hel række faste udgifter. Det gælder fx abonnementer og afdrag på telefoner, forsikringer, kanalpakker, streamingtjenester og meidelicens, afdrag på fjernsyn, tryghedsordninger i hjemmet, fitnessabonnementer, briller og meget andet.

Tendensen er, at næsten alt sælges som abonnementer med faste månedlige betalinger. Opsigelsesvarsler, tilmeldingsgebyrer og løbende opkrævningsomkostninger er med til at binde dig fastere til udbyderne. I længden kan det gøre ydelserne dyrere, så vær opmærksom på, om du får værdi for det, du betaler for. De fleste har fx prøvet at betale abonnement for et abonnement, de ikke bruger.

Husk at tjekke dine faste betalinger

Økonomisk frihed

Alle disse faste udgifter låser din økonomi, binder din likviditet og gør dig afhængig af løbende faste indkomster. Som udgangspunkt bør du derfor undgå faste udgifter i din økonomi. Du opnår ikke økonomisk frihed, gennem det du ejer. Du får økonomisk frihed ved at indrette dig, så du ikke er tvunget til væsentlige ændringer i din tilværelse, hvis din indkomst ændrer sig.

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis