Prisstigningerne på realkreditlån fortsætter

Manglende konkurrence på realkreditlån gør det let at hæve priserne. Ny lov om realkredit ændrer ikke dette. Regn med, at prisstigningerne på realkreditlån fortsætter.

De seneste 5-6 år har realkreditselskaberne hævet priserne betydeligt. For nogle slags lån er er prisen steget med flere hundrede procent. Samtidig har det været umuligt at skifte realkreditselskab for mange låntagere, fordi deres belåningsprocent er overskrider lovens grænse. Disse mennesker har reelt været stavnsbundet til deres selskab.

Behov for øget konkurrence på realkredit

Vækstministeren nedsatte sidste år et ekspertudvalg, der skulle komme med forslag til at skabe større gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. I september barslede udvalget så med 7 anbefalinger, der skal gøre markedet mere effektivt. Så langt så godt…

Hent rapport fra ekspertudvalget om gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet (pdf)

Nu er anbefalingerne blevet til et udkast til lovforslag efter en politisk aftale i januar 2017, og det er så her problemerne viser sig. For det lovforslag, der nu er sendt i høring får sandsynligvis ingen virkning på konkurrencen på realkreditmarkedet og de hårdt plagede boligejere. Selskaberne får også fremover ganske let ved at hæve priserne, uden at kunderne kan gøre noget ved det, det ændrer den nye lovgivning ikke på.

Hent udkast til lovforslag om øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet (pdf)

Ny lov går ikke langt nok

Nu er lovforslaget sendt i høring med følgende elementer:

  • Begrænsninger i indfrielsesomkostningerne i det selskab som sætter priserne op
  • Begrænsninger i hvorfor man må sætte bidrag mv. op
  • Muligheder for at skifte selskab selvom lånegrænsen er overskredet
  • Udvidet varslingsperiode ved prisstigninger
  • Bedre gennemsigtighed i priserne i markedet

Som du kan se, går forslaget i den rigtige retning, det går bare ikke langt nok til for alvor at gøre noget ved problemerne. Eksempelvis skal låntagere, der opsiger et lån, fortsat betale indfrielsesomkostninger efter de nye regler.

Det er helt urimeligt at påføre lånerne omkostninger ved at flytte fra et realkreditselskab, der sætter priserne i vejret. At hindre kunder i at flytte, når priserne hæves, er en effektiv måde at begrænse fri priskonkurrence.

Har realkreditpriserne toppet?

Vage formuleringer

I det hele taget er lovforslaget meget vagt formuleret, når det gælder at begrænse årsagerne til prisstigningerne. Der er eksempelvis ikke meget effekt i at hæve varslingsperioden for prisstigninger til 6 måneder, når de fleste selskaber allerede har gjort dette frivilligt.

Det er fint nok, at forslaget vil skabe bedre gennemsigtighed i markedet ved at lave en ny prisportal. Men skal der skabes virkelig gennemsigtighed, skal den enkelte låntager kunne afgøre, hvilket lån der er det rigtige for hende.

Gennemsigtigheden går fløjten i realkreditbranchen

Stavnsbinding af kunder fortsætter

Den alvorligste fejl ved lovforslaget gælder dog mulighederne for at skifte realkreditselskab, når belåningsprocenten er for høj. Selvom lovforslaget åbner denne mulighed, så kræver det samtidig, at det modtagende selskab skal acceptere den overnormale risiko på kunden. Derfor bliver det sandsynligvis kun de få, der er attraktive for bankforretning eller andre forretninger, der får denne mulighed.

Det burde være det selskab, der sætter prisen op, der hænger på den del af lånet, der ligger ud over lånegrænsen, hvis en låntager vælger at skifte i forbindelse med en prisstigning. Det vil få realkreditselskaberne til at tænke sig om, inden de hæver priser og gebyrer på realkredit.

Hvad koster det at skifte realkreditselskab?

Prisstigninger på realkreditlån fortsætter

Det er desværre alt for tydeligt, at finanslobbyen har haft held til at udvande lovforslaget. Det rummer ikke de nødvendige ændringer, der skal til for skabe mobilitet og konkurrence på realkreditmarkedet. Det er mærkeligt, når politikerne ellers er så ivrige for at love tryghed for boligejerne. I stedet må du regne med, at prisstigningerne på realkreditlån fortsætter.

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig rådgivning om boliglån og realkredit

 

Læs Prisstigningerne på realkreditlån fortsætter og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis