To tommelfingerregler om privatøkonomi

Af Kim Valentin 1

Tommelfingerregler om privatøkonomi kan være en god hjælp til at få et umiddelbart bud på en løsning og undgå fejl. Men bruger du dem forkert, risikerer du at begå store fejl.

Har du ti tommelfingre, bliver resultatet sjældent godt. Det har mange gør-det-selv- entusiaster måtte indse efter mislykkede projekter i hjemmet. En tommelfingerregel er derimod en hurtig regel, der fortæller, hvordan du gør noget rigtigt.

Det danske sprog kan være besynderligt dobbelttydigt – men måske er der i dette tilfælde alligevel en dybere mening. Spørgsmålet er, om tommelfingerregler om privatøkonomi kan hjælpe dig til gode løsninger?

Sådan bruger du tommelfingerregler rigtigt

En tommelfingerregel er en generel regel, et råd om at det almindeligvis er bedst at gøre noget på en bestemt måde. Men det betyder også at reglen kan være forkert for dig, hvis du og din privatøkonomi ikke er helt som gennemsnittet. Det betyder ikke, at tommelfingerregler er ubrugelige – langt fra, men de kan ikke stå alene. Faren er at du glemmer at vurdere, om reglen nu også gælder for dig.

En tommelfingerregel om privatøkonomi kan bruges i en snæver vending til at undgå en helt forkert beslutning. Den kan redde dig fra at begå dumheder, men den kan ikke finde de bedste løsninger for dig, det kræver nemlig indsigt i de konkrete forhold i din privatøkonomi.

Sparer jeg tilstrækkeligt op til pension?

Vil du være sikker på, at du sparer tilstrækkeligt op til pension? Her siger en tommelfingerregel, at du, når du går på pension, skal have sparet op til to tredjedele af dit forbrug som pensionist. Resten klarer renters rente-effekten for dig. Regner du fx med at bruge 300.000 kr. om året i 20 år som pensionist, så skal du spare 4 mio. kr. op.

Har du 10 år før pensionstidspunktet kun sparet 1 mio. kr. op, så fortæller tommelfingerreglen dig, at du har et problem, men den fortæller dig ikke hvad du skal gøre. Umiddelbart skaber det usikkerhed og uvished, som du må afklare og planlægge dig ud af. Gør du ikke noget ved det, får du få problemer senere.

Hvor meget kan jeg købe hus for?

Vil du købe ny bolig, så siger en tommelfingerregel, at du kan købe for cirka 3,5 gange din husstandsindtægt – så undgår du de værste problemer. Men reglen tager hverken højde for din opsparing, dit ønskede forbrug, usikkerheden i din husstandsindkomst eller meget andet.

Derfor et det halsløs gerning at beslutte, hvor meget hus du kan købe alene ud fra denne tommelfingerregel. Men den kan være god nok til at bedømme, om du er på sporet af det rigtige.

Tommelfingerregler er ikke nok

Pointen er altså, at du ikke må tage privatøkonomiske beslutninger alene på baggrund af tommelfingerregler. Du skal være mere konkret for at tage de rigtige beslutninger og få mest muligt ud af din økonomi. Ja, det er tidskrævende at være præcis. Ja, det er nogle gange irriterende, at det tommelfingerreglen sagde god for – det siger planlægningen nej til. Men det vil give dig det bedste resultat i længden.

Lige som andre redskaber skal tommelfingerregler bruges med omtanke. Brug dem sammen med andre redskaber som fx budget og investeringsplaner eller andre økonomiværktøjer.

Husk, tommelfingerregler om privatøkonomi kan ikke stå alene.

Se økonomiværktøjer fra Finanshuset i Fredensborg

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg

 

Kim Valentin skriver hver uge om skat, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis

1 kommentar RSS

  1. Af Peter Andersen

    -

    Meget hjælpsom, tak

Kommentarer er lukket.