Frygt for inflation giver korrektion i aktiemarkedet

En korrektion i aktiemarkedet er i gang. Pas på med at overreagere. Lad din risiko afgøre, hvordan du håndterer aktiefald i porteføljen.

Aktiefald på vej

En korrektion i aktiemarkedet er tilsyneladende i gang, men mit bedste råd er, lad være med at overreagere. Aktiekurserne i USA faldt i sidste uge og fortsatte i går, fordi investorerne var bange for at stigende inflation vil medføre stigende renter. Der er en logisk sammenhæng mellem de to, så det er en naturlig reaktion. Men ingen ved endnu, hvordan nationalbankerne vil reagere. Det sker sandsynligvis ikke før sidst på ugen. Det hvide hus udsendte dog en beroligende meddelelse om at makroøkonomien var stabil.

Viser frygten for inflation sig at være berettiget og bliver renterne sat op, påvirker det kurserne i længere tid fremover. Viser frygten sig derimod at være overdrevet, vil kurserne stille og roligt stige igen i de kommende uger og måneder. Meget tyder dog på at den nærmeste fremtid kan blive en rød for aktierne verden over.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at aktiekurserne falder, og at du taber en del af gevinsterne i din portefølje, men husk, sådan er det en gang imellem. Aktiemarkedet er et spekulativt marked, hvor forventningerne til morgendagens afkast i virksomhederne driver kurserne op. Ind i mellem justeres forventningerne så kurserne falder. Aktiemarkedet går med andre ord op og ned.

Få den rigtige risiko i din portefølje

Sådan håndterer du aktiefald

Har du den rigtige risiko i porteføljen behøver du sandsynligvis ikke at foretage dig noget. Du kan nøjes med at vente på, at kurserne stiger igen. Faktisk behøver du ikke at se på din portefølje så ofte.

Du får et problem, hvis du sælger ud af dine aktier, for hvordan skal du placere provenuet? Du kan placere pengene kontant, men det koster dig med sikkerhed handelsomkostninger og et eventuelt fremtidigt afkast.

Alternativt kan du vælge at købe obligationer fx variabelt forrentede. Men det vil blot give dig endnu større tab, hvis du ikke gætter rigtigt, og hvor længe skal du beholde obligationerne?

Derfor bør du lade din risikoprofil og dine risikoønsker afgøre dine valg. Er din risiko for høj, skal du naturligvis sælge aktier, men er den for lav, så er det en dårlig idé at sænke den endnu mere ved at sælge aktier og købe obligationer. Det bør du holde dig fra.

Du kan vælge at spekulere i, at markedet falder for så at stige igen. Det er meget fristende i den nuværende situation. Du skal dog vide, at de fleste private investorer taber penge, når de forsøger sig med denne slags spekulation. Det er langt bedre at tænke langsigtet, og acceptere op- og nedturene i markedet.

Er din risiko lige tilpas, kan du eventuelt lave en mindre rebalancering af din portefølje. Men lad dig ikke skræmme af inflationsfrygten blandt de meget spekulative investorer.

Sådan spreder du risikoen i din portefølje

Tænk investeringer langsigtet

Denne uge bliver sandsynligvis mørkerød, men der er ingen tegn på, at makroøkonomien har ændret sig. Sandsynligheden er meget lille for, at en lavkonjunktur lige om hjørnet.

Glem ikke, at det faktisk på længere sigt er godt for alle investorer, at renterne stiger. Det er nemlig tegn på, at vi er på vej ind i en mere normal finansiel cyklus.

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Frygt for inflation giver korrektion i aktiemarkedet og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

One response to “Frygt for inflation giver korrektion i aktiemarkedet

Comments are closed.