Høje lønstigninger = inflation = højere rente

Højkonjunktur og høje lønstigninger skaber inflation og stigende rente. Udnyt den lave realkreditrente til at afdrage på gælden mens renten er lav.

Lav rente efter Finanskrisen

Renten er faldet næsten uafbrudt de seneste 10 år, men hvornår vender udviklingen? Finansmarkederne har reageret med signaler om det flere gange, men hver gang er faren drevet over.

Renten på et F1-lån var næsten 6 % i 2008. Bidragssatsen var godt nok betydelig lavere dengang, men selv når vi tager højde for bidragssatsen, var renten 4-5 % højere i 2008, end den er i dag. Det skyldes Finanskrisen, men blev Danmark sikker havn for internationale obligationsinvestorer, og det gjorde, at renten allerede i 2009 begyndte at falde igen.

Det var heldigt. Var det ikke sket, havde den finansielle sektors og boligejernes problemer været flere og større. Høj rente og lavkonjunktur havde ikke hjulpet nogen, – men højkonjunktur og alt for lav rente er heller ikke godt i længden.

Se grafer der viser udviklingen i rente og kurser på realkreditlån (virker ikke i Chrome)

Inflationen kommer

Siden 2012 har rentesituationen været nogenlunde stabil. F1-renten har ligget under 1 og tæt på – og faktisk under 0 % i et stykke tid nu. Den faste rente er også historisk lav. Det er godt for dem, der låner penge, og det har haft væsentlig indflydelse på bolig- og sommerhusmarkederne, der generelt har været stigende i hele landet i nogle år.

Men det bliver ikke ved. Når højkonjunkturen buldrer derudaf, og der er tegn på overophedning og flaskehalse, og reallønnen stiger for meget, så kommer inflationen. Når det sker, stiger renten med stor sandsynlighed også. Spørgsmålet er derfor, hvornår inflationen rammer os?

Rentestigning – godt eller skidt?

De netop afsluttede forhandlinger om lønnen for de offentlige ansatte endte med lønstigninger, der ligger langt over inflationen. Derfor er risikoen stor for stigende inflation og dermed stigende rente på længere sigt.

Er det godt eller skidt? For det stor flertal betyder stigende rente, at deres realkreditlån bliver dyrere, mens afkastet på pensioner og frie midler på sigt vil stige. Stigende rente er derfor både god og dårligt for din økonomi, men har du, som de fleste danskere, en positiv nettoformue, er det i længden godt for dig.

Afdrag på lånet mens renten er lav

Den lave rente, har gjort det lidt for billigt at låne penge – i hvert fald i realkreditselskaberne. Passer du ikke på, vil en rentestigning udhule dit rådighedsbeløb. Det gælder især, hvis du har valgt variabel rente på dine lån uden at øge afdraget efterhånden som renten er faldet. Jo lavere rente, desto mere skal du afdrage på din gæld.

Derfor skal du udnytte den resterende tid med lav rente til at afdrage så meget af din gæld, at den kommende rentestigning kun får lille indflydelse på din økonomi.

Mange låntagere har forstået, at den lave rente ikke fortsætter, og skifter derfor i denne tid fra variabel til fast rente. Min pointe er dog, at det i de fleste tilfælde ikke er nødvendigt, hvis du har afdraget tilstrækkeligt på dine lån i perioden med lav rente.

Udnyt den lave rente til at afdrage på dit lån

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig rådgivning om boligøkonomi og realkredit

 

Læs Høje lønstigninger = inflation = højere rente og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNYT. Få FinansNYT helt gratis