Hvad sker der med A P Møller Mærsk aktien?

Er AP Møller Mærsk-aktien på vej til et historisk dyk, eller er det bare et midlertidigt dødvande? Skal du gøre noget?

Mærsk er en supertanker

Intet varer evigt – heller ikke gode gamle virksomheder.

Man kan godt tvivle på, om der er ledelsesmæssige ressourcer til, at en virksomhed som APMM kan udvikle sig hen mod en bedre bundlinje, når de har brugt 2-3 år på at drøfte, hvilken vej de vil. APMM er en supertanker, der skal vendes og det tager tid. Respekt for det, men det er også lige præcis det, der er problemet.

Verden har ikke brug for tunge supertanker-virksomheder. Det går meget hurtigere med at udvikle nye forretningsmodeller ude i verden end nogensinde før – og der er brug for, at APMM viser en evne til hurtigt at skabe forandring. De skal ikke bare være forandringsvillige og parate – de skal være forandringsskabende. Og det er de ikke pt.

Det er fint nok, at de signalerer, at de har 6 hovedprioriteter i deres forandringsproces, og at de vil satse på transport og logistik samt være førende i den digitale proces og i kundeoplevelsen, men flytter det bundlinjen? Fra 2017 til 2018 faldt indtjeningsevnen!?

Disruption truer din investering

Udfordret på indtjening

Ser vi på udviklingen aktiekursen, så er markedet i tvivl om værdien af APMM-aktien. Kursen er faldende, hvis vi ser over de seneste år, og det er der mange gode forklaringer på. Eksempelvis kostede det nogle milliarder, at de blev udsat for en hacker-angreb der lammede virksomheden.

Men det kan ikke alene forklare, hvorfor APMM har haft den kursudvikling, de har haft. Der er ikke tro på – endsige forventning om, at indtjeningsevnen for alvor stiger. Derfor måles aktien mere og mere på den indre værdi.

Muligheder og gode medarbejdere

Ser vi lidt fremad, så er der mange muligheder for at skabe gode bundlinjer i transport og logistik virksomheder. Der er brug for nye forretningsmodeller, og det kan digitale løsninger være med til at skabe, så der har de fat i den lange ende. Så er spørgsmålet om der er ledelseskraft i direktion og bestyrelse til at leve denne vision for forretningen ud?

Der er masser af kapacitet i dygtige og dedikerede medarbejdere, men de skal ledes, og de skal tro på den proces, APMM er i gang med. Man kan godt tvivle en gang imellem på om dette element er blevet glemt i processen på direktionsgangen. Man står ikke i stampe i 2½ år, uden at det har konsekvenser.

Kan det blive værre?

Der skal derfor ske noget nu, og det kommende år vil blive meget vigtigt for APMM-aktien. Kommer der en lavkonjunktur, så kommer det til at gøre ondt på APMM. De skal selvfølgelig nok overleve for de er meget likvide, og de har gode muligheder for at tilpasse organisationen – altså afskedige medarbejdere hvis verden går i recession.

Det kan altså sagtens blive værre for APMM. Det er en stærkt konjunkturfølsom aktie, og der er IKKE stor tillid til ledelsen længere. De er simpelthen nødt til at vise, at de er på rette vej med forretningen nu!

Hvor kommer væksten i verden fra i år 2030?

Er Mærsk-aktien stadig god for dig?

Har du APMM-aktien, så er du nødt til at overveje, om den passer ind i din portefølje, eller om den nu er blevet ”disruption-truet”. Den er i hvert fald blevet meget mere spekulativ end nogensinde før. Den passer altså eksempelvis dårligere nu end før til familien-Danmarks pensionsportefølje.

Ja det er desværre blevet en aktie, man skal overveje at sælge, fordi den passer ikke længere til dig, der gerne vil have virksomheder som er godt drevet. Aktien er blevet til et stort spørgsmålstegn.

For god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at jeg ikke ejer aktier i AP Møller Mærsk.

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

Læs Hvad sker der med A P Møller Mærsk-aktien? og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt