Hvor meget skal du spare op til pension?

Vi stiller større krav til pensionstilværelsen. Derfor skal du begynde at spare op til pension så tidligt som muligt. Beregn, hvor meget du skal spare op til pension.

3 vigtige spørgsmål om opsparing

Uanset om du sparer op i boligen, i frie midler, pensioner eller i din virksomhed, bør du stille dig selv disse 3 spørgsmål.

  • Hvad sparer du op til?
  • Hvor meget skal du bruge?
  • Hvor meget skal du spare op?

De 3 spørgsmål er vigtige, fordi du som ganske almindelig dansker kan regne med at få et langt liv. Er du først nået pensionsalderen, kan du forvente at leve til langt oppe i 80’erne. Det betyder, at din opsparing skal række til 20-30 år som pensionist.

Større krav til pensionstilværelsen

For bare 50 år siden var den forventede levetid for en folkepensionist væsentligt kortere, så behovet for opsparing var mere beskedent. Da levede de fleste mindre end 10 år på folkepension, og tilværelsen som pensionist var desuden ofte præget af nedslidning efter et langt liv med hårdt fysisk arbejde.

I de seneste 30 år har arbejdsmarkedspensioner og længere forventet levetid gjort det muligt at drømme om, at leve livet fuldt ud som pensionist. Sådan var det ikke tidligere, hvor pensionsalderen betød afsavn og smalhals for de fleste.

Fokus på opsparing

Vi kan takke arbejdsmarkedspensionerne for at sætte fokus på behovet opsparing. Også selvom de har overlevet sig selv, og ikke længere er dét guldrandede papir, de var for 20 år siden. Renten er blevet for lav, og ingen pensionsudbydere vil garantere et ordentligt afkast.

Derfor må du udskyde en betydelig del af dit forbrug, hvis du ønsker at have samme bil og bolig i pensionstilværelsen, som du har i arbejdslivet. Nogle får endda et større forbrug som pensionister, fordi der nu er tid til at bruge flere penge på interesser, fornøjelser, rejser, børn og børnebørn.

Dette giver dig en interesse i at finde den letteste måde at få mest muligt opsparing, men heller ikke mere end du har brug for.

Hvor meget skal du spare op til pension?

En enkel måde at beregne, hvor meget du skal spare op til pension, kan tage udgangspunkt i, hvor mange penge du ønsker at bruge som pensionist.

Beregn dine faste udgifter på pensionstidspunktet – helst uden eventuelle afdrag på boliglån. (Undgå så vidt muligt at afdrage lån, mens du nedsparer. Benyt i stedet afdragsfrie lån, eller bliv gældfri, inden du begynder din nedsparing.)

Find herefter dét beløb, der dækker dine ønsker til husholdning, tøj, gaver, rejser, fornøjelser og diverse. Læg de to tal sammen og gang med det antal år, du forventer at leve som pensionist. Det er dit samlede nedsparingsbehov.

Regnestykket kan se ud som følger:

Faste udgifter 100.000
Variable udgifter 200.000
Samlede udgifter 300.000
Forventet levetid som pensionist 25 år

 

Samlede udgifter x forventet levetid = Nedsparing

300.000 x 25 = 7.500.000

Da du få renter af pengene, indtil de er udbetalt, kan du nøjes med ca. 2/3 af dette beløb. Som nyslået pensionist har du derfor brug for en formue på ca. 5 mio. kr.  efter skat i forskellige former for opsparing.

Det er et ganske betydeligt beløb for en almindelig dansk familie. For at nå i mål bør du begynde at planlægge din opsparing tidligt i livet. Jo før du begynder, jo mere hjælper renters rente-effekten dig, og desto nemmere bliver det.

5 trin til en god pensionsopsparing

 


Kim Valentin
Med venlig hilsen

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Hvor meget skal du spare op til pension? og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

7 responses to “Hvor meget skal du spare op til pension?

  1. Du milde for en elendig beregningsmodel – det lader til at den gode skribent er fuldstændig uopmærksom på det forhold, at der på udbetalingstidspunktet (med de nuværende regler) betales ca. 37% – 51% skat. I hvert fald på almindelige rate- og livrenteordninger.

    Da der næppe er håb om, at skat på pensionsudbetalinger sådan forsvinder på nær eller lang sigt, skal andelen af den opsparede formue, der består af pensionsopsparing (og for de fleste er det ikke en uvæsentlig sum) , korrigeres med en faktor på 1½ – 2 for overhovedet at være realistisk.

    1. Hej JKI
      Der var faldet et “efter skat” ud i redigeringen. Beklager. Det er nu rettet.
      Vær desuden opmærksom på at pensionsopsparing er mere end pensionsordninger.
      Mvh. Kim

  2. Ja ,de fleste kan da heldigvis spare op til pension,men vi er nogle i det danske samfund der først er kommet over 200,000 i årsløn(37 timers arbejds uge) inden for de sidste 10 år,så bliver der ikke meget til pensionsopsparing,hvis der skal mad på bordet og lidt varme i huset plus forsikring og en lille bil til at køre til og fra arbejde i.
    Det skal ikke lyde som en jammer,men kan høre på flere på min egen alder( ca.58år ) at de har fået sparet fra ca. 1-3 milioner op,men de har så også en årsløn der ligger omkring 500,000 kr.
    Så det at lave et beregning af hvor meget der skal spares op er svært, når der ikke rigtigt er noget at spare op af.
    ,

    1. Hej Niels
      Det er faktisk en rigtig god pointe og til det skal man huske at Hvis man ikke kan eller vil spare op til pensionsalderen, så er der folkepension og ATP (samt evt. tvungne pensioner). I bloggens eksempel vil det betyde at af de fem millioner vil de 1,5-2 mio. kr. efter skat være betalt af folkepensionen og ATP. Så er man et stykke vej i hvert fald. Hvis man er et par vil det være 2,2-2,8 mio. Pointen er at folkepensionen vejer tungt i dette regnestykke.
      Mvh. Kim

  3. Man kan også, når man er et sted i 40’erne, begynde at nedsætte sine udgifter til et absolut minimum. Afvikle al gæld, skrue ned for budgettet, og derefter nyde at kunne spare op og betale kontant for alle sine køb – inklusive den billige bolig man vil bo i når man skal på pension. Det er ikke helt umuligt, men det kræver at du er flexibel og ikke lader dig friste til impulsive køb. Vores samfund er (desværre) opbygget på at stifte gæld, og det er en rigtig dyr løsning for de fleste.

Comments are closed.