Hvorfor betale mere end nødvendigt?

Hvorfor betale mere end nødvendigt for forvaltning af pension og formue? Bankers og pensionsselskabers plejeordninger koster dyrt i unødvendige omkostninger.

Økonomi handler det om at betale, hvad der er rimeligt. Hvorfor betale mere end nødvendigt? Det er dansk nationalsport, når det gælder indkøb, men når det kommer til investeringer, lukker mange øjnene for urimeligt høje gebyrer og omkostninger.

Nogle af de største omkostninger i dit liv, er dine finansielle omkostninger. Det handler dels om dine udgifter til rente, administration og bidrag på dine lån. Men det er også dé omkostninger, du betaler for at have nogen til at placere og investere dine penge.

De sidste kan let blive større end de første, hvis du ikke passer på. Der bliver tjent mange penge på investering og forvaltning af pensioner og formuer, og der er flere end nogensinde, der gerne vil passe på dine penge. Det er især banker og pensionsselskaber, der fører an med forvaltningsprodukter.

Så meget koster unødvendige omkostninger dig

Nogle af de dyreste produkter på markedet er bankernes puljeordninger, der benyttes til pensioner. Med en puljeordning i banken kommer du let til at betale 1-2 % mere om året end, hvis du har pengene i dit eget depot. Det gælder også for private banking-aftaler og pensionsselskabernes produkter, hvor de forvalter dine investeringer.

Alternativet til en puljeordning kan være at investere i eget depot, hvor omkostningerne ligger omkring 0,25-0,5 % om året. Så hvorfor betale mere end nødvendigt?

Betaler du 1-2 % for meget for at få forvaltet dine penge i 20 år, mister du mange hundrede tusinde kroner af din pensionsudbetaling. Nogle taber endda millioner, fordi de betaler mere end nødvendigt for at få forvaltet pensionsopsparingen.

Private banking er dyr for din formue

Betaler du for meget i en puljeordning?

Jeg opfordrer dig derfor til at finde ud af præcis, hvor meget du betaler for meget for at få forvaltet dine penge i banken og pensionsselskabet.

Tjek for din egen skyld, om du betaler mere end nødvendigt for at have dine pensionspenge i en puljeordning i banken. Det kan du se i årsopgørelsen fra banken, som du modtog i januar i din e-Boks eller som brev. Omkostninger på puljeordninger vises særskilt.

Et tjek om året tager ikke lang tid, og din timeløn vil sandsynligvis være ganske høj.

Alternativ til puljeordning og private banking

Mange tjekker ikke deres omkostninger, fordi de ikke kender alternativet til bankernes og pensionsselskabernes ordninger. Men det er ikke ret svært at købe passive investeringsforeninger i eget depot i stedet for de dyre pulje- og private banking-ordninger.

Selv den mere besværlige opgaver med at vedligeholde risikoen i porteføljen kan klares relativt nemt. Der findes danske og udenlandske fonde, der klarer det for dig for meget rimelige omkostninger.

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Hvad vi lærte af finanskrisen og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis