Investering i vin, møbler og malerier – fordele og ulemper

Taber du penge på dine kontante indlån og sikre obligationer? Er investering i vin, møbler og malerier et muligt alternativ? Hvad er fordele og ulemper?

Negativ rente på indlån

I det kommende år skal mange danskere til at betale for at have penge i banken. Flere banker har i nogen tid taget betaling for indlån fra virksomheder. Fremover kommer andre kunder sandsynligvis også til at betale for kontante indlån.

Når det koster penge at have penge stående i banken, kan du blive nødt til at tænke i alternative investeringer. Det er derfor naturligt, hvis du ser dig omkring efter andre muligheder, – men hvad kan det være? Skal du købe aktier eller obligationer? Eller skal du kaste dig ud i mere eksotiske investeringer som valuta eller strukturerede produkter? Eller hvad med at investere i det maleri, du har ønsket dig i lang tid?

Negativ rente på indlån på vej

Investering i løsøre?

Vin, møbler malerier eller andet løsøre til hjemmet, kan erhverves for frie midler og sælges igen, uden at du som udgangspunkt skal betale skat af en eventuel fortjeneste. Det kan du ikke gøre fra pensionsordningen, – og i selskabet betaler du som regel skat af en fortjeneste.

Men investerer du med frie midler er fortjenesten altså skattefri, og det sænker jo dit afkastkrav. Men det må ikke være noget, du lever af og det må ikke have karakter af erhvervsmæssig aktivitet. Derfor må det, du køber som tommelfingerregel ikke være for værdifuldt i forhold til, hvad du ellers har i dit hjem – og det må ikke være for let omsætteligt.

Det er dog helt i orden at investere i Arne Jacobsen møbler eller et Asger Jorn-maleri til dit hjem. Men pas på, for det er ikke uden risiko.

4 fejl i din investering du bør undgå

Omkostninger ved køb

Der kan være store handelsomkostninger ved anskaffelse af løsøre. Da du sandsynligvis ikke selv er ekspert, bør du for at undgå at bliver snydt, købe gennem autoriserede virksomheder, og altså ikke gennem fx Den Blå Avis. Det giver ekstra omkostninger, – du betaler eksempelvis salær, når du handler på auktion. Til gengæld kan du være heldig at få varen billigt.

Det er sværere at tjene på din investering, hvis du har startomkostninger på op til 25 %. Det er meget i forhold til andre typer investering. Til gengæld har møbler, malerier og andet løsøre ofte en brugsværdi. Du har ikke glæde af vinen på samme måde, selvom det er klogt at smage den undervejs. Det kræver desuden lidt mere at opbevare vin, fordi du får brug for en passende vinkælder.

Når du har særligt dyre genstande i dit hjem, må du regne med ekstra udgifter til forsikring så længe investeringen varer.

3 tips til lavere omkostninger på din investering

Risikoen er stor

Du skal dog være opmærksom på, at investering i vin, møbler og malerier eller andet løsøre medføre en ret høj risiko. Der er mange investorer med stor specialviden i markedet, og de vil givetvis tage de bedste handler. Har du selv en særlig viden inden for et område, kan det dog give dig en fordel, når du investerer.

Der er kort sagt mange ulemper ved denne type investeringer, men gør du et godt køb, er fortjenesten stor og gevinsten skattefri. Investering i vin, møbler og malerier kræver dog at du er risikovillig, men den kan ikke erstatte kontante indlån i banken. Heller ikke når du skal betale for at have penge i banken.

6 råd til ansvarlige investeringer

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs om Investering i vin, møbler og malerier – fordele og ulemper og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis