Oprør over omkostninger i banken

Hvornår har du sidst tjekket omkostningerne på din opsparing? For første gang viser årsopgørelsen fra banken reelle investeringsomkostninger. Hvor meget betaler du?

Nye tal om investeringsomkostninger fra banken

Den seneste tid er jeg blevet kontaktet af mange kunder, der er oprørt over, hvor meget de har betalt til banken for at få administreret deres investeringer. De mange henvendelser skyldes ikke prisforhøjelser, ændringer i markederne eller lignende. Omkostningerne er, som de har været i mange år, – faktisk er de faldet en smule i de seneste år.

Det nye er, at bankerne er blevet tvunget til at fortælle, hvor stort et beløb i løbende omkostninger, de modtager fra investeringsforeningerne for den enkelte kunde.

At du overhovedet får disse oplysninger, skyldes nye regler, de såkaldte MIFID 2-reger fra EU, der er indført de seneste år, som skal beskytte investorerne.

Læs om de nye regler om gennemsigtighed om handelsomkostninger i investeringsfonde (pdf)

Store omkostninger på investering via banken

Det drejer sig dels om administrationsomkostninger, honorarer og andre omkostninger for private banking- og puljeordninger i banken. Derudover handler det om eksterne værdipapiromkostninger, der trækkes fra din opsparing og reducerer afkastet. Det er med andre ord de beløb, banken tjener på at administrere dine penge, som du aldrig ser skyggen af, fordi de afregnes direkte med banken.

I et dårligt investeringsår, som 2018, hvor mange opsparere tabte penge, virker det ekstra provokerende, at et tab på 5, 10 eller 15 % toppes op med 1,5-2 % i omkostninger. Men det er virkeligheden for de fleste opsparere, der har valgt de dyre bankordninger. Har du en opsparing på 1 million kroner må du slippe 15.000-25.000 kroner i omkostninger hvert eneste år. Har du 2, 3 eller flere millioner, må du gange op.

Dyr investeringsrådgivning i banken

Sådan sænker du dine omkostninger i banken

Alt for mange lader helt ukritisk banken administrere deres penge uden at tænke på, hvad det koster. Der er andre og bedre måder at indrette sig på. Du kan relativt let få de årlige omkostninger (ÅOP) ned under 0,5 %.

Det første du skal gøre, er at opsige de dyre private banking- og puljeordninger i banken. Derefter skal du bede din bank om at oprettet et depot, som du kan investere fra. Investere i passive investeringsforeninger eller udenlandske fonde (ETF’er), kan du sænke dine omkostninger til under 0,5 % i ÅOP.

Vælger du en god blanding af fonde med høj spredning kan du sænke omkostningerne yderligere. Sparinvest er et eksempel på en passiv investeringsforening.

Jeg vil derfor opfordre dig til at tjekke dine investeringsomkostninger i din årsopgørelse fra banken. Du finder den i din e-boks eller i indbakken i din netbank. Har du ikke modtaget den, vil jeg råde dig til at sende en besked til din bank og bede om en specifikation af dine administrations- og værdipapiromkostninger.

Invester via eget depot i banken

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Oprør over omkostninger i banken og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *