Lav rente frister nye boligkøbere

Den lave rente frister boligkøbere til at sætte sig med for høj gæld. Dermed binder de økonomien med høj risiko mange år frem. Det kan blive dyrt når lavkonjunkturen kommer.

Usædvanligt høje boligpriser

Det er set mange gange igennem historien, at ejendomsmarkedet er steget voldsomt for at falde lige så voldsomt igen. Spørgsmålet er derfor ikke, om det sker, men hvornår det sker næste gang. Renten er meget lav i denne højkonjunktur, det er meget atypisk og betyder, at boligerne er steget endnu mere.

Hvis der kommer en lavkonjunktur, er det imidlertid ikke renteudviklingen, som bliver problemet. Det bliver sandsynligvis jobsikkerheden, som bliver problemet.

Høj gæld giver høj risiko

Mange boligejere i de store byer sidder i ejendomme, hvor der skal to indkomster til at betale udgifterne. Lånene er billige i rente men dyre i afdrag, fordi restgælden er meget høj. Med en meget lav inflation og faldende værdi af rentefradraget er nettonutidsværdien af restgælden i løbetiden tilmed relativ høj.

Det kan jo være meget lokkende med en rente på 0 % over 5 år eller 1 % over 30 år, men afdragene skal jo også betales. Hvis du låner 4 gange din husstandsindkomst til køb af boligen, så vil du sandsynligvis bruge mere end en tredjedel af nettoindkomsten på at betale dine låneydelser.

Tilmed er ejendomsskatten i mange områder galopperet opad i løbet de sidste 10 år. Det vil give meget høje faste udgifter og en stor afhængighed af, at skulle tjene penge på et højt indkomstniveau i mange år.

Risikoen i privatøkonomien vil altså ligge på et højt niveau i mange år. Når der kommer en lavkonjunktur, så vil du altså kunne opleve, at du vil blive teknisk insolvent, og at der ikke for alvor er nogle redningsplanker, hvis du mister arbejdet eller må gå ned i løn. Det er en særlig vigtig overvejelse, hvis du er ny på boligmarkedet og ikke har en friværdi af betydning fra start af.

Historien viser os, at der er tidspunkter, hvor det har været meget dyrt at købe bolig første gang. Sidste gang var i 2006-2007, hvor ejendomspriserne toppede før finanskrisen. I nogle områder er priserne faktisk fortsat ikke på samme niveau endnu. Der er til gengæld andre områder, som hverken har haft stigninger eller tab. Boligboblen er simpelthen helt gået forbi disse dele af landet.

Vent ikke på at boligpriserne falder

Planlæg med mulighed for fald i ejendomspriserne

Ingen kan spå om morgendagen og vide sig sikker på udviklingen og der kan gå lang tid, måske 2-5 år, før lavkonjunkturen viser sig. På den anden side kan handelskrig, uro i verden, svage konjunkturtendenser i Europa, voksende statsgæld mange steder i Europa og i USA, ingen pengepolitiske muligheder og meget andet betyde, at krisen venter i lige om hjørnet.

Tag derfor disse overvejelser med i dine fremskrivninger, når du køber ny bolig eller anden fast ejendom.

Køb og salg af bolig er afgørende for din økonomi

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

Læs Lav rente frister nye boligkøbere eller andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *