Planlæg med en rentestigning

En rentestigning kan være både god og dårlig for din formue. Med det rette lån og konvertering, kan du sænke gælden, hvis renten stiger og få bedre balance i økonomien.

Lodret konvertering er, når du med vilje vælger et realkreditlån med en højere rente, for at få muligheden for en skattefri gevinst senere.

Det handler om realkreditlån, nærmere bestemt konverterbare obligationslån, i daglig tale 20- og 30-årige fastforrentede lån med eller uden afdrag.

Disse lån kan konverteres løbende, når renten falder, da de kan indfris til kurs 100 fire gange om året, når en termin løber ud. Du skal huske at opsige lånet et par måneder i forvejen, men ud over det er det relativt enkelt at have med at gøre.

Fordelen ved denne almindelige konvertering er, at du opnår en lavere rente mod en lille stigning i restgælden svarende til omkostningerne til omlægningen. Dermed får du en lavere ydelse.

3 trin til det rigtige realkreditlån

Lodret konvertering

Du kan dog også konvertere, når renten stiger ved en såkaldt lodret konvertering. Fordelen er ikke helt så indlysende, men kan forklares som følger.

Når renten stiger, falder kurserne. Det betyder eksempelvis, at et 30-årigt obligationslån på 1 mio. kr. ved en rentestigning på 2 % kan indfris til cirka 850.000 kr. Kursgevinsten er skattefri.

Nu er det de færreste, der har 850.000 kr. i baglommen, så du er sikkert nødt til at låne de 850.000 til en højere rente. Dermed udlignes fordelen af en højere rente – eller af en højere risiko, hvis du vælger variabel rente, når du omlægger dit lån.

Men falder renten igen på et tidspunkt, kan du omlægge dit fastforrentede lån til en lavere rente med en almindelig konvertering, og så har du tjent penge på det.

Du skal altså konvertere dit fastrentelån to gange, inden du kan være sikker på en gevinst, hvis du ikke har pengene til at indfri i første omgang.

Vælg det bedste realkreditlån

Her er lodret konvertering er en fordel

Lodret konvertering er værd at overveje, hvis dine lån er af en vis størrelse, mindst omkring en mio. kr., ellers æder omkostningerne for stor en del af fortjenesten.

Derudover er der to situationer, hvor du bør overveje metoden.

  1. Du har en stor formue, men ikke noget der giver værdi, hvis renten stiger. Du har eksempelvis fast ejendom, der givetvis falder i værdi, hvis renten stiger, eller du har aktier, der falder i værdi på kort sigt, hvis obligationsrenten stiger. Omvendt falder obligationskurserne, når renten stiger, og det giver dig en lidt lavere restgæld. På den måde giver obligationslånet bedre balance i formuen.
  2. Du har stor realkreditgæld, men ikke megen formue. Her giver lodret konvertering dig mulighed for at afdrage meget gæld på en gang. Ikke mindst fordi du kan tjene penge på din gæld, og så er det endda skattefrit.

Når renten er lavest, har du størst grund til at overveje fast rente, fordi risikoen for, at renten stiger er størst. Ingen kan forudsige, hvordan renten udvikler sig i fremtiden, så der er tale om spekulation, men for nogle kan det give en lavere risiko her og nu. Og det er jo ikke så ringe endda…

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Planlæg med en rentestigning og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

3 responses to “Planlæg med en rentestigning

  1. Årets dansker 2017 reklamere for bettingfirma.intet underligt i det da det er blevet mainstream.
    Når terningerne kastes kan det blive alt fra snake eyes til bar røv.
    Renten op renten ned
    Afrika,Trump,osv,osv.
    Træf din beslutning og lev med den.

    Alle tar sig betalt hvergang du rykker en brik på skakbrættet.

    Racet er langt og du og jeg punger ud.

    Er vi heldige får vi gevinst.
    Andre er sikre på gevinst på ja den chance du og jeg tar.

    Go’weekend.

  2. Det er simpelthen moralsk forkasteligt at fol der tjener penge på “rådgivning” anbefaler spekulation med ens huslån som en evig overskudsforretning. De folk der har været skræmte/uvidende nok til at have fast forrentede lån er blevet tørret i begge ender. Langt over 95% af de folk der har lavet aktiv formuepleje på denne måde og har konverteret op og ned har tabt penge på det.

    Når du optager eks et 2%/30år lån taber du 50-60000kr i kurstab dag et i forhold til et Flexlån, du afdrager da 20000kr mindre om året og du betaler ca 20000kr mere.

    Den gode Kim Vallentin kender formodentligt ingen der gennem 15 år har optimeret dette til markedspris, som har tjent penge ved at bruge fastforrentede spekulative lån i stedet for de lån hvor man betaler mindst, afdrager mest og ved hvad man skylder.

    Mon Kim Vallentin ville indsætte 1 mio kr til et garanteret udbytte på 20000kr/år, men hvor han ikke vidste om han kunne få 700000kr eller 1300000mio tilbage fordi udbyttet men ikke formuen var fast?

    1. Kære Jens,
      Jeg forstår din pointe, men det er heller ikke det jeg skriver – intet i den finansielle verden er en evig overskudsforretning.

      I princippet er der ikke forskel på at spekulere i et rentefald på sine beholdninger af obligationer med fast rente – og at spekulere i at renten stiger med sine obligationslån. Omkostningerne er højere på det sidste, så derfor skal man passe på, som jeg også skriver i bloggen, men kurstabene som du anfører er jo ligegyldige, hvis renten stiger.

      På lån er det den effektive rente som er vigtig.

      Dit regnestykke giver ikke mening, men jeg kan svare at jeg kender en del mennesker som ikke har råd til, at renten stiger med 3-5% point. For dem er en fast rente vigtig.

      Du har jo ret i, at man sagtens kan gøre brug af rådgivning, hvis man ikke har forstand på dette.

      Mvh.
      Kim

Comments are closed.