Ratepension er stadig bedre end livrente

Nye pensionsregler gør det lettere at spare skat med en livrente, men ratepension er stadig bedre end livrente – for det meste.

Nye regler forlænger udbetalingsperioden

De nye regler for indbetaling og udbetaling af pensioner handler især om aldersopsparing og ratepension. De giver dig mulighed for at få ratepensioner udbetalt over 30 år, i stedet for som tidligere alene over 25 år. Det er en forholdsvis stor ændring, der giver dig mange nye muligheder for din opsparing – især hvis du betaler topskat.

Spar topskat med din pension

En stor fordel ved at indbetale til ratepension og livrente er, at du kan få fradrag i topskatten ved indbetaling og med god planlægning undgå topskat ved udbetaling. Den mulighed er blevet lettere med de nye regler.

Problemet er bare, at du kun kan indbetale op til 54.700 kr. til en ratepension om året efter arbejdsmarkedsbidrag (2018-tal). Det gør, at mange med fordel nu kan øge skattebesparelsen ved også at betale til en livrente.

Det gælder især, hvis du er i den sidste del af opsparingsperioden, lige inden du går på pension, og du samtidig betaler meget i topskat. Der er nemlig ingen grænse for, hvor meget du kan indbetale til en livsvarig livrente. Men husk, du skal spare topskat, for at det er en sikker fordel.

Nye regler skal begrænse modregning i pensioner

Livrente er et væddemål med pensionsselskabet

Med de nye regler, er livrente en bedre mulighed for dig end tidligere. Ratepensioner er dog stadig den bedste mulighed, hvis du forventer at leve mindst lige så lang tid som gennemsnittet for din aldersgruppe.

I modsætning til ratepension er livrente et forsikringsprodukt, hvor du ”vædder” med forsikringsselskabet om, hvor lang tid du lever. Det væddemål tjener forsikringsselskabet penge på i gennemsnit, og det betaler du for.

Forsikringsselskaberne skal være bedre til at gætte end forsikringstagerne, ellers taber de penge, og det er ikke meningen. Derfor gør de alt for at undgå at tabe penge, og de er rigtig gode til det.

Forsikringsselskaberne tager eksempelvis højde for, at de, der tegner livrenter, er dem, der regner med at leve længere end gennemsnittet. Det betyder, at du faktisk skal leve lidt længere end gennemsnittet, for at en livrente er en større fordel for dig end ratepension eller andre typer opsparing.

Livrente er dyrere og mindre fleksibel

I sammenligning med ratepension er livrente i gennemsnit dyrere per udbetalt krone. Husk det, når du vælger pensionsordning.

Dertil kommer, at du kan ændre en ratepension til en livsvarig livrente, men du kan ikke ændre en livrente til en ratepension. Du kan med andre ord ændre din ratepension til en livrente, når du går på pension, hvis du til den tid vurderer, at du lever længere en gennemsnittet. Men du kan ikke ændre en livrente til en ratepension, hvis du er syg og ikke forventer at leve længere end gennemsnittet for din aldersgruppe.

Du kan og bør sikkert forsikre dig mod sygdom, ulykke og død, men husk, al forsikring koster, og det er noget helt andet end opsparing.

Ratepension vs livrente

Tjek pensioner og spar skat

Men med de nye regler er der for mange danskere en større fordel ved livrente nu, end der var sidste år. Det skyldes, at livsvarig livrente kan hjælpe dig med spare lidt mere i skat end tidligere.

Derfor bør du i den kommende tid gennemgå dine pensioner og finde ud af, om du kan spare i skat ved at forlænge udbetalingen til 30 år. Det er især vigtigt, hvis du betaler topskat.

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig pensionsrådgivning

 

Læs Ratepension er stadig bedre end livrente og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

4 responses to “Ratepension er stadig bedre end livrente

  1. Man bliver modregnet ca. 30% hvis man har ratepension og vil gå på efterløn. 6000,- pr. måned i 36 måneder ca. 216.000 i tre år, også hvis man ikke hæver ratepensionen.
    Man skal være forsigtig, da den generelle oplysning er meget ugennemskueligt. Sikkert med overlæg så ikke mange kan overskue problemstillingen.

    1. Hej Bent
      Ud fra den forudsætning skal man slet ikke indbetale til pensioner, da alle pensionsindbetalinger vil blive modregnet efter de nye regler.
      Sådan er det naturligvis ikke, men jeg indrømmer, at det er kompliceret for ikke-eksperter.
      Bedste hilsner
      Kim

  2. Hej Kim
    Har netop hørt dig i p1 orientering. TAK!! fordi du påpeger at samspilsproblemet ikke er løst, heller ikke for os med arbejdsmarkedspensioner. TAK!!

    Lærer 63 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *