Skal du kurssikre realkreditlån?

Kurssikring, når du optager realkreditlån kan tjene sig hjem mange gange. Hvornår skal du kurssikre realkreditlån og hvornår kan du spare udgiften?

Nye obligationsserier åbner

1. september 2017 åbner de nye obligationsserier som finansierer udbetalinger på blandt andet fastforrentede lån med løbetid på 20 eller 30 år. Det sker typisk hvert tredje år med den virkning, at kursen på de nye obligationer bag nye realkreditlån falder nogle kurspoint efter skæringsdatoen. Årsagen er, at de nye obligationers løbetid forlænges med 3 år.

Forskellen på kursen i den nye og den gamle serie er ikke stor, men på et nyt 30-årigt fastforrentet realkreditlån betyder det omkring 0,25 % p.a. mere i den effektive rente og det er ganske mange penge over lånets løbetid.

Derfor er det en fordel af optage lån i de gamle serier med lavere rente inden 1. september. Det har gjort, at mange låntagere har haft travlt de seneste måneder, og spørgsmålet om kurssikring er blevet særligt aktuelt.

Kurssikring er en ekstra omkostning på dit realkreditlån. At kurssikre koster dig en del penge, men til gengæld kan kurssikring forhindre, at du taber et endnu større beløb. Kurssikring giver dig 100 % sikkerhed for, at du kan hjemtage lånet til en bestemt kurs, hvilket giver dig vished for, hvor meget du får udbetalt og ydelsen på lånet.

Husk kurssikring

Kurssikring af fastforrentede realkreditlån

Det er især relevant at kurssikre fastforrentede realkreditlån med lang løbetid, fordi de er obligationslån. Når du optager obligationslån, har du en risiko for at kursen og dermed provenuet ændrer sig lige indtil du får pengene udbetalt. Det kan være meget ubehageligt, hvis du eksempelvis kommer til at mangle penge til indfrielsen i forbindelse med omlægning af lån, fordi kursen er faldet inden udbetaling.

Falder kursen med 1 point på et lån på 1 million kroner, kommer du til at mangle 10.000 kr., som du må tage fra din opsparing. Kursfald kan koste dig dyrt, da kursen kan bevæge sig mange point på en dag, selvom det dog ikke er almindeligt.

Når kursen på obligationer med lang løbetid nærmer sig 100 bliver den lidt ”stiv” i bevægelsen. Det vil sige, at kursen stiger langsommere, end den falder. Årsagen er at obligationerne er konverterbare. Fordi gevinsten ved at vente alt andet lige så er mindre end tabet, hvis det går dårligt, bliver kurssikring mere attraktivt for låntagerne.

Kurssikring af variabelt forrentede lån

Når det gælder kontantlån – typisk rentetilpasningslån, ser det anderledes ud, da risikoen her ligger på den effektive rente – ikke på provenuet. Omkostningen lægges på ydelsen, og du mærker derfor ikke konsekvensen af et tab lige så kraftigt i din økonomi. Da korte obligationer samtidig er mindre kursfølsomme og ikke konverterbare, kan du normalt acceptere denne risiko og undlade at kurssikre.

Undgå højere effektiv rente på fastforrentede realkreditlån

Hvornår skal du kurssikre realkreditlån?

Konklusionen er, at du næsten altid skal kurssikre obligationslån, men undlade at kurssikre rentetilpasningslån. Der er dog ingen regler uden undtagelser, og ovenstående er blot en generel vejledning.

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Skal du kurssikre realkreditlån? og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *