Sommerhuse er ofte en god forretning

Et sommerhus er god investering for dig, hvis du mangler fast ejendom i din formue. En god blanding af aktier, obligationer og fast ejendom er godt for din økonomi.

Et sommerhus er en god investering

Et sommerhus er ofte en god investering uanset om du har tænkt dig at benytte det selv. Det bedste er naturligvis, hvis du også bruger det selv, fordi du så kan begrænse dine omkostninger til leje af feriebolig, hotel eller andet. Mange familier kan på den måde spare penge på at købe sommerhus.

Desuden har nye skatteregler forbedret mulighederne for at tjene på at leje sommerhuset ud. I 2019 kan du have en lejeindtægt på 40.900 kr. uden at betale skat – hvis du lejer ud gennem et bureau. Det gælder også for ejendomme i udlandet, hvis bureauet er registreret i Danmark hos Skat.

Læs om regler for udlejning af sommerhus

Spred din formue

En helt almindelig dansk families formue består af flere forskellige dele. Der er pensioner med blandinger af aktier og obligationer af forskellige art, og der er typisk også en bolig og lidt frie midler. For nogle er der herudover en virksomhed. Alt i alt giver det en relativt kompliceret formuesituation, hvor der er mange muligheder for optimeringer.

Erfaringen og investeringsteorien tilsiger, at du ikke kun skal have aktier eller kun skal have obligationer eller kun skal have fast ejendom, men at du har lidt af hver. Årsagen er, at det sjældent er alle typer formue som stiger og falder på samme tid. Man siger, at der er en lav korrelation mellem de enkelte aktivtyper. Det betyder, at du kan opnå en bedre sammenhæng mellem risiko og afkast – og altså et bedre risikojusteret afkast.

Særligt i perioder hvor en højkonjunktur er ved at løbe ud, kan det være interessant at tænke i en god spredning på dine formueaktiver. Ingen kan undgå tab i en nedtur i verdensøkonomien, men du kan være klog og langsigtet i dine investeringer, og her er sommerhuse/ferieboliger en interessant del af din formueplanlægning.

Skattefordele ved investering i sommerhuse

Med fast ejendom gælder endvidere for bolig og 2 stk. sommerhuse, som ikke må ligge lige op ad hinanden, at du ikke skal betale skat af en avance i langt de fleste tilfælde. Du er altså tilmed skattemæssig begunstiget, og det betyder at afkastkravet falder. 5 procent afkast i din bolig/sommerhus vil altså efter skat svarer til et afkast på dine aktier i frie midler på ca. 7-9% (afhængende af hvor du ligger med din aktieindkomst).

Virksomhedsskatteordningen ikke for sommerhuse

Du skal i øvrigt være opmærksom på, at du ikke kan bruge virksomhedsskatteordningen på et sommerhus – heller ikke hvis du afskriver dig muligheden for at bruge det selv. Naturstyrelsen skal give tilladelse før du kan bruge et sommerhus erhvervsmæssigt, og det gør de normalt ikke.

Skal du investere i et sommerhus?

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg, uafhængig økonomisk rådgivning

 

Læs Investering i sommerhus – en god forretning og andre artikler om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis